Fagligt og etisk værdisæt for Seksualvejlederforeningen i Danmark samt holdningspapir vedr prostitution
– godkendt på generalforsamlingen i Maj 2013
FORMÅL:
Foreningens formål er at udbrede synligheden og kendskabet til, hvordan man på en professionel måde kan hjælpe og støtte mennesker med funktionsnedsættelser. Dette sker i henhold til Socialstyrelsens reviderede udgivelse fra 2012 “Seksualitet på Dagsordenen.[1] -En håndbog om professionel støtte til voksne med funktionsnedsættelse.” Funktionsnedsættelser skal forstås i bredest mulig betydning, dog arbejder seksualvejlederne også med børn, unge, flygtninge og andre grupper. Formålet er en pædagogisk orienteret seksualvejledning, der indeholder psykologiske, sociale og sundhedsmæssige perspektiver og aspekter. En af de fornemste opgaver, er at medvirke til at skabe harmoni, glæde, overskud og livskvalitet i forhold til at udleve og nyde en legitim seksualitet.
Foreningen har som sådan ikke et specifikt uddannelseskrav til medlemmerne. De fleste er dog uddannet som seksualvejledere; med baggrund i en pædagogisk uddannelse og erfaring. Andre faglige uddannelser og erfaringer respekteres ligeværdigt. Som medlem skal man kunne vedkende sig det “faglige og etiske værdigrundlag”, idet vi mener, at arbejdet med andre menneskers seksualitet i sin essens rummer en række etiske overvejelser, dilemmaer og problemstillinger. Disse udfordringer kan ligeledes gøre sig gældende overfor seksualvejlederens kollega, i personalegruppen og andre samarbejdspartnere. Den etik vi opretholder i forhold til den enkelte, som har brug for vejledning, vil i disse tilfælde, på lige fod, være gældende i de øvrige samarbejdsrelationer.
VÆRDIGRUNDLAG:
Vi opfatter seksualiteten og dens vilkår i den bredest mulige forstand (herunder også medfødt eller tilvalgt aseksualitet) og som en del af det menneskelige fundament livet igennem. Dette uanset den aktuelle persons funktionsnedsættelse, livssituation eller forskellighed. Ethvert menneske er unikt -og værdifuldt og med denne tilgang, anskuer vi mennesket som ekspert i eget liv, herunder i eget seksualliv. Vi anlægger et mangfoldigt menneskesyn, der fremmer en åbenhed for, at den vejledte er forskellig fra vejlederen. Den der søger vejledning, har ret til og skal respekteres for denne forskellighed; samtidig med at vi selvfølgelig ikke accepterer eller støtter nogen ulovlige former for seksuel adfærd. Seksualvejlederforeningen er af den opfattelse og overbevisning, at et levende og positivt seksualliv kan modvirke konflikter, angst og aggressioner. Vi arbejder således konkret for et seksualvenligt og imødekommende miljø, såvel for den enkelte som generelt og kulturelt. Det er vores erfaring, at dette er medvirkende til at minimere seksuelle overgreb og krænkelser. Foreningens medlemmer arbejder med respekt for og hensyn til alle berørte parter. Gennem dette arbejde sker der en tydeliggørelse af den enkeltes behov for hjælp og støtte.
ETIK:
Vejlederen og den vejledte indgår i en dialog og i et samarbejde, der bygger på den etik, som opstår på ny i hver situation. Samtidig er faglighed, værdier, etik og menneskesyn selve grundlaget for at yde seksualvejledning. Når vi møder andre menneskers seksualitet, må det være ud fra en fælles faglig forståelse og åbenhed omkring hvad mennesket og dets seksualitet er eller kan være og blive.
Denne faglighed bunder i fælles værdier. Det er nødvendigt at seksualvejlederen foretager en personlig afklaring. Dette i forhold til egen seksualitet, blokeringer, normer og grænser. Desuden afklares seksualvejlederens pædagogiske empati og kompetence på området. Ved således løbende at bevidstgøre sig om egne fordomme og erstatte dem med konkret viden og professionalisme, opnås en sikker pædagogisk faglighed. Herunder kræves det, at man har kendskab til gældende love, vejledninger, professionsetikker og faglighed på området. Disse kan være forskellige alt efter ens grundlæggende faglighed eller arbejdssted. Eksempelvis kan nævnes forskellige etiske retningslinjer fra faglige organisationer og forskellige måder at definerer seksualiteten og de seksuelle problematikker på. Desuden handicapkonventionen samt andre love, regler og etikker i forhold til tavshedspligt, oplysningspligt og måder at udføre seksualvejledning på.
Seksualvejlederen arbejder som princip altid ud fra mindsteindgrebs-princippet, som det mindst mulige indgreb i den vejledtes private liv, og arbejder videre derud fra. Seksualvejlederforeningens medlemmer er særdeles bevidste om “den asymmetriske relation”. Seksualvejlederen skal vejlede, mens den vejledte er afhængig af den givne vejledning. Seksualvejlederen skal tilstræbe at overvinde denne asymmetri ved at møde mennesket først og fremmest i dennes situation. Det vil sige med respekt, integritet og anerkendelse af seksualiteten, som den opleves hos den enkelte, i den specifikke situation. Seksualvejlederen tilstræber på denne måde en ligeværdig relation. Desuden skal seksualvejlederen i sin vejledning have en åbenhed, overfor præcis dette menneskes seksualitet, ved at tage stilling til og forholde sig til personens baggrund. Seksualvejlederen tilstræber ydmyghed i hjælperrollen og respekt for den enkeltes personlige valg. Mødet med et andet menneske, som er forskellig fra vejlederen, muliggøres på denne måde. Vi ønsker med denne etik at sikre den enkeltes handlefrihed, værdighed og engagement i relationen, vejledningen og samarbejdet.
FAGLIGHED:
Seksualvejlederforeningen i Danmark, er opmærksom på vigtigheden af, at vi kontinuerligt udvikler vores faglighed, både på det individuelle plan og som faggruppe. Med et fælles fagligt og etisk værdisæt styrker vi den kritiske refleksion, der kvalificerer etikken og fagligheden blandt foreningens medlemmer.
Foreningen og herunder netværkene bestræber sig på at fremme en løbende faglig udvikling, blandt andet via afholdelse af konferencer, netværksmøder og temadage. Dette danner grundlag for en faglig refleksion i forhold til praksis, ny inspiration og erfaringsudveksling.
Seksualvejlederen benytter sig blandt andet af nedenstående metoder og processer:
I den konkrete opgave er det foreningens og dens medlemmers ambition og hensigt at skabe optimale relationer. Dette sker til gavn for den enkelte gennem et dynamisk samarbejde med personens netværk, pårørende og nære omgivelser. Eksempler på involverede kan være offentlige- og lovgivningsmæssige myndigheder, andre eksternt involverede, naboer, bosteder, det lokale personale samt seksualvejlederens kolleger og øvrige eksterne samarbejdspartnere.
FREMTID:
Dette udkast er en revision af det eksisterende faglige og etiske værdiggrundlag, formuleret og foreslået af foreningens etiske udvalg. Udkastet er fundament for en vedvarende debat i netværksgrupperne året igennem. Værdigrundlaget videreudvikles fortsat af det etiske udvalg, vurderes i netværkene og vedtages på og af foreningens årsmøde. Værdigrundlaget skal betragtes som en levende og dynamisk proces, der indgår som en naturlig del af medlemmernes debat og stillingtagen i netværkene samt ved foreningens årsmøde.
Fodnote [1] Elektroniskudgave, ISBN 978-8792905-06-2 (www. Socialstyrelsen.dk)
Holdningspapir om prostitution godkendt på generalforsamlingen maj 2013.
Holdninger og anbefalinger, i samarbejdet med borgere der har behov for formidling til sexarbejdere/prostituerede.
Da vi som seksualvejledere kan opleve at en borger ønsker at få hjælp til at kontakte en sexarbejder/prostitueret, hviler der et vist ansvar på seksualvejlederforeningen til at gøre sig nogle etiske overvejelser m.h.t. sexarbejde/prostitution.
Det etiske dilemma vi, som formidlere mellem borgeren og sexarbejderen/den prostituerede, kan befinde os i, kan kort beskrives som modsætningen mellem – på den ene side vores overbevisning om individets ret til selvbestemmelse (udgangspunktet at det er begge parters frie – og legale – valg at mødes under de aftalte forudsætninger) og vores bevidsthed om sexarbejdets/prostitutionens skyggesider.
Etisk udvalg under Seksualvejlederforeningen i Danmark opfordrer dig til at forholde dig til nedenstående, når du skal henvise til en sexarbejder/prostitueret:
– Vær opmærksom på mindsteindgrebsprincippet. Det er et stort indgreb at foreslå en sexarbejder/prostitueret som en del af seksualvejledningen, og det er normalt det sidste, du skal gribe til når alt andet er prøvet.
– Vær opmærksom på hvilken sexarbejder/prostitueret du henviser til. Det er vigtigt for foreningen, at dens medlemmer overholder og støtter den gængse lovgivning i Danmark. Sexarbejde/prostitution er tilladt. Menneskehandel, sort arbejde og handel med stoffer er forbudt. Derfor opfordrer vi dig til at undersøge, om sexarbejderen/den prostituerede i sit arbejde er underlagt nogen form for ulovlig adfærd.
Det etiske udvalg konkluderer, at da sexarbejde/prostitution er lovligt i Danmark, bør borgere med handicap/funktionsnedsættelse ikke nægtes hjælp til, at kontakte en sexarbejder/prostitueret. Vi opfordrer til, at det er de ressourcestærke, selvbevidste sexarbejdere/prostituerede, der henvises til.
Det kan være en diskussion værd, om det er bedst at henvise til sexarbejdere/prostituerede, der arbejder i gruppen af privat/diskret eller er beskyttede i en sammenslutning i form af et bordel – begge dele kan forekomme som escort. (se nærmere i nedennævnte SFI rapport).
Der kan være personlige, etiske eller religiøse årsager til, at en seksualvejleder ikke ønsker at henvise til en sexarbejder/prostitueret; i så fald er man forpligtet til at videregive opgaven til en kollega. Vi ønsker ikke i foreningen at dømme sexarbejde/prostitution som hverken godt eller ondt, men henholder os, som sagt, til loven. Vi tager de sexarbejdere/prostituerede alvorligt, som udtaler, at det er et arbejde, de selv har valgt. Vi ønsker at støtte det selvvalgte lovlige sexarbejde/prostitution, herunder også politisk at arbejde for forbedrede forhold for den enkelte sexarbejder/prostituerede. Samtidig ønsker vi at begrænse alle ulovlige former for sexarbejde/prostitution.
Holdningspapiret er først og fremmest inspireret af en erfaringsindsamling, blandt aktive medlemmer af Seksualvejlederforeningen i Danmark.
Herudover er vi inspireret af følgende:
– SFI, Det nationale forskningscenter for velfærd: Prostitution i Danmark, en kortlægning København 2011 – ISSN 1396-1810
– CASE 10 – AF KORNA BUNDGAARD MADSEN Kilde: SEX; KÆRLIGHED OG AUTISME, UNG MAND PÅ BESØG HOS EN PROSTITUERET, Sex & Sundhed 2010 1. UDGAVE 1. OPLAG ISBN 978-87-991457-2-0
– Sex & Samfunds holdningspapir om køb og salg af seksuelle ydelser